Før krigen kunne han ikke få et visum. Nu skal han smides ud.

Jeg har en klient. Han er ukrainsk statsborger. Han er svejser. Og han er lige nu ved at miste alt, han har bygget op i Danmark, på grund af 20 dage.

Lad mig forklare.

Hvem er han?

Han kom til Danmark før krigen. Havde et job på hånden hos et dansk industrifirma, der i årevis har haft svært ved at finde kvalificerede svejsere. Han fik sin arbejdstilladelse. Flyttede sin kone og sine børn hertil. Lejede en lejlighed. Børnene blev skrevet op i skole og børnehave. De lærte dansk. Familien betalte skat. De bidrog.

Så startede krigen.

Hans familie her i Danmark sad foran fjernsynet og så deres hjemland blive bombet. De havde slægtninge i de byer, der blev ramt. De vidste ikke, om naboer, venner, tidligere kolleger var i live.

Men de var trods alt selv i sikkerhed. De havde Danmark.

Så kom brevet

Hans arbejdstilladelse skulle fornyes. Samtidig søgte han beskyttelse efter ukraine-særloven, som et sikkerhedsnet. Han tænkte, ligesom alle andre ukrainere, at Danmark jo åbenlyst beskyttede folk fra Ukraine i denne krig.

Han fik afslag.

Begrundelsen?

Han forlod Ukraine 20 dage, før krigen startede. Altså er han ikke “fordrevet” i lovens forstand. Særloven omfatter ham ikke.

Det absurde er ikke juraen. Det absurde er, hvad der sker nu.

Lad os lige stoppe op og tage et skridt tilbage

Før krigen begyndte, kunne en ukrainer stort set ikke få et turistvisum til Danmark. Ambassadekøer i Kiev, afslag, mistænksomhed om at de ville blive. Vi gav dem ikke lov til bare at komme og se Tivoli.

Dagen efter krigen startede, vendte verden på hovedet.

Pludselig var alle ukrainere velkomne. Gratis transport. Særlov på rekordtid. Ret til ophold, ret til arbejde, ret til skole, ret til sundhedsydelser. Danske familier tog imod flygtninge i deres hjem. Kommuner fik øremærkede midler. Regeringen holdt pressemøder.

Vi hyldede os selv for vores menneskelighed.

Min klient sad i sin lejlighed med sin kone og sine børn og så på, at hans nyankomne landsmænd fik præcis det, han selv havde kæmpet for at bygge op gennem flere år med arbejde, skat og danskundervisning.

Han var glad for, at de fik hjælp. Det er hans landsmænd.

Men nu sidder den samme familie, som opbyggede alt dette før krigen, og får at vide, at de ikke er velkomne.

Hvad sker der lige nu?

Han er på udrejsefrist. Det betyder, at han ikke længere må arbejde.

Arbejdspladsen står uden deres bedste svejser midt i en ordrebog, de har skrevet kontrakter på. Chefen har ringet til mig flere gange. Han forstår det ikke. Han siger: “Jeg kan ikke finde en erstatning. Jeg har ledt i månedsvis.”

Min klient sidder hjemme i lejligheden hele dagen. Børnene kommer hjem fra skole og ser en far, der ikke længere går på arbejde. De mærker spændingen. De trives ikke. Læreren har ringet og sagt, at den ældste pige er blevet stille. Hun, der ellers var den, der rakte hånden op.

Familien kan ikke betale huslejen. De har fået en påmindelse fra udlejer. Næste skridt er ophævelse.

Jeg har indgivet ansøgning om arbejdstilladelse på ordinær vis, baseret på jobbet og arbejdsgiverens behov. Den er afvist. Begrundelsen? Han er på udrejsefrist. Han skal udrejse til Ukraine først og søge derfra.

For at søge en arbejdstilladelse, mens han bor i et land, hvor strømmen går i timevis hver dag, og luftalarmer går flere gange om ugen.

Og hvordan skal han overhovedet komme ind i Ukraine som mand i den våbenføre alder? Han risikerer at blive indkaldt til militæret ved grænsen. Han kan ikke arbejde derfra. Han kan ikke forsørge sin familie i Danmark derfra.

Det her er ikke en juridisk mulighed. Det er en teoretisk konstruktion i et brev fra en sagsbehandler.

Det her er ikke et enkeltstående tilfælde

Jeg ser flere og flere af den slags sager. Ukrainere, der kom før krigen som arbejdsmigranter. Mennesker, der af systemet behandles som om, at deres bånd til Ukraine er stærkt nok til, at de skal rejse tilbage, men deres bånd til Danmark er for svagt til, at de kan blive.

Jura er ofte et spørgsmål om kategorier. Du er enten dækket af en ordning, eller også er du ikke. Og når du falder imellem to ordninger, som denne familie gør, bliver det til en sag med store menneskelige omkostninger og en tvivlsom logik.

Hvad burde der ske?

Et forslag: I sager, hvor en ukrainsk statsborger har bevisbar tilknytning til Danmark fra før krigen, og hvor en tilbagevenden til Ukraine ikke er reelt mulig, bør der være en klar hjemmel til at konvertere sagen til en arbejdstilladelse uden udrejsekrav.

Det er hverken et brud på udlændingelovens system eller en særbehandling. Det er bare almindelig fornuft i en situation, hvor vi ellers bruger ressourcer på at skabe problemer, vi bagefter bruger flere ressourcer på at lappe.

Det store billede

Vi taler hver dag om mangel på arbejdskraft. Politikerne holder taler om det. Dansk Industri råber. DA råber. Dansk Byggeri råber. Kommunerne råber om, at ældreplejen mangler folk.

Og samtidig lader vi et system køre på autopilot, der skubber færdiguddannede, dygtige, integrerede mennesker ud af Danmark på grund af 20 dage i en kalender.

Hvis vi virkelig mangler arbejdskraft, hvis vi virkelig mener det, vi siger, så er tiden kommet til at spørge, om vi har det system, vi fortjener.

Jeg er ikke politiker. Jeg er jurist. Jeg kan kun fortælle, hvad jeg ser i mine sager. Men jeg ser et mønster, der ikke hænger sammen.