Hvad gør man, hvis man mister sin arbejds- og opholdstilladelse?

Artikler | January 21st, 2018

Hvad gør man, hvis man arbejder i Danmark, men mister sin danske opholdstilladelse som familiesammenført, flygtning eller medfølgende familiemedlem? I dette tilfælde er det muligt at søge om en ny opholdstilladelse, såfremt man har haft arbejde i Danmark i mindst to år.

For at kunne få arbejds- og opholdstilladelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning skal man have arbejdet i Danmark i mindst 2 år, uafhængigt af om man har arbejdet som faglært, ufaglært eller selvstændig. Læs mere om reglerne for at få forlænget sin opholdstilladelse i forbindelse med arbejde herunder

Betingelser

For at kunne få forlænget sin arbejds- og opholdstilladelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning er der en række betingelser, som man skal leve op til.

  1. Du skal have arbejdet i Danmark i to år

Det er et krav, at du skal have haft lovlig og uafbrudt beskæftigelse hos den samme arbejdsgiver i minimum to år – eller have drevet den samme virksomhed uafbrudt i samme periode.

  1. Hvis du har lønarbejde

Du skal have det samme arbejde, som du havde på det tidspunkt, hvor din oprindelige opholdstilladelse blev inddraget. Derudover skal du have en gyldig kontrakt, ligesom du også skal have eventuel gyldig autorisation, hvis det er et krav. Dine løn- og ansættelsesvilkår skal være efter normen. Dette gælder ligeledes for ferieforhold, opsigelsesvarsler med mere. Når du søger om forlængelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning, skal du ligeledes kunne vedlægge en kopi af din jobkontrakt, hvori alle ansættelsens vilkår skal fremgå.

  1. Hvis du driver selvstændig virksomhed

Det er et krav, at din virksomhed skal beskæftige andre end dig selv. Driver du for eksempel en detailvirksomhed eller restauration, skal din virksomhed give overskud og derudover beskæftige 8 til 10 personer. Det er også et krav, at du skal drive din virksomhed på det tidspunkt, hvor din oprindelige arbejds- og opholdstilladelse er blevet inddraget eller nægtet forlænget.

  1. Du må ikke have misbrugt din opholdstilladelse

Din tidligere opholdstilladelse må ikke være blevet inddraget eller nægtet forlænget som konsekvens af, at du har givet de forkerte oplysninger om forhold og betingelser, der er nødvendige for din opholdstilladelse.

For at kunne opnå forlængelse af en opholds- og arbejdstilladelse i forbindelse med arbejdsmarkedstilknytning er det således et krav, at man lever op til de ovenstående betingelser.

Rettigheder, der følger med en tilladelse

Får man forlænget en arbejdstilladelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning, følger en række rettigheder – men ligeledes også en række begrænsninger.

Man må kun arbejde i det job eller drive den virksomhed, som man har fået tilladelse til. Såfremt man får tilbudt et andet job eller vil starte en ny virksomhed, skal man søge om en ny tilladelse efter en anden ordning. Dette gør sig også gældende, hvis man får tilbudt et nyt job i den samme virksomhed.

Med en opholds- og arbejdstilladelse har man ret til at opholde sig i Danmark i den periode, hvor tilladelsen er gyldig. Med en tilladelse har man dog også mulighed for at opholde sig i andre Schengenlande i op til 90 dage inden for de seneste 180 dage. Man må ikke arbejde i andre Schengenlande. Man må derudover ikke opgive sin danske adresse eller opholde sig i udlandet i mere end seks måneder i træk. Gør man dette, bortfalder opholdstilladelsen.

I den periode, hvor man har opholds- og arbejdstilladelse, skal man kunne forsørge sig selv og eventuel familie. Man må derfor ikke modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik (fx kontanthjælp). Hvis du eller et familiemedlem modtager sådanne ydelser, kan man derfor risikere at få sin arbejdstilladelse inddraget og miste retten til at være i Danmark.

Læs mere om dine rettigheder og begrænsninger i forbindelse med en arbejds- og opholdstilladelse på www.arbejdstilladelser.dk.

Udvalgte samarbejdspartnere: